TEKNISK PLAST

Tenmat Ltd. i Manchester er en af verdens førende producenter af specielle plastkompositmaterialer, der i stor udstrækning anvendes til mange vanskelige leje- og slidopgaver inden for maskinindustrien. Materialerne har på mange områder fortrængt traditionelle materialer som fx stål, bronze og hvidmetal, fordi de besidder en mængde fortræffelige egenskaber.

De er lette i vægt, ruster ikke, har lav elasticitetsmodul med god belastningsfordeling til følge, er lette at bearbejde, kræver ringe eller slet ingen smøring og kan i mange tilfælde smøres med vand eller andre væsker. Materialernes porøse konsistens muliggør optagelsen af op til 7 % vægtmængde olie i visse typer, herved dannes et oliereservoir, der letter indkøringen og reducerer friktion og slitage.

Ved olieoptagelse sker der ingen svelning og ved vandoptagelse er svelningen minimal. Railko materialetyper: NF typerne Et universallaminat bestående af vævede organiske fibre som armeringsmateriale og polyester som bindemiddel. Materialet tåler høje trykkræfter og har gode egenskaber til at modstå påvirkninger fra stød. Et tilsat tørsmøremiddel giver lav friktion og gode slidegenskaber. NF21 leveres som plader, som formstøbt halvfabrikata eller som færdigbearbejdede cylindriske, tallerkenformede eller halvkugleformede lejepander. NF22 er som NF21, men i rundt materiale som rør og stænger. Anvendelseseksempler: Lejer for krængningsstabilisatorer, pumpelejer og bøsninger i transportørkæder samt lejer for store langsomtkørende aksler. JL typerne Er et fenolharpiks baseret materiale armeret med vævede organiske fibre og hærdet under varme og tryk.

Et tørsmøremiddel er tilsat for at forbedre friktions- og slidegenskaberne. JL31 leveres som plademateriale eller som simple færdigstøbte emner. JL33 er rørversionen af JL31 og JL41 er identisk med JL31, men med ekstra tilsætningsmiddel for at opnå forøget trykstyrke. Typiske anvendelser: Mastelejer i gaffeltruck, pumpelejer og slidplader. JLX typerne Er et JL materiale med et lag polytetraflourethelyn (PTFE) limet på den ene overflade, så der opnås en lav friktion uden stick slip kombineret med gode bærefladeegenskaber. JLX25 leveres som plademateriale eller i enkle støbte former. JLX75 er identisk med JLX25 men med et ekstra tykt lag PTFE. Materialerne anvendes bl. a. som underlagsskiver for luftaffjedring i togboggier.

CL typerne Fenolharpiks imprægneret bomuldsvæv, der kombinerer høj trykstyrke og elasticitet. CL47 leveres kun som plademateriale eller som enkle støbte emner som fx U-profiler eller lejepander. CL48 er identisk med CL47, men med forbedret bindemiddel, der giver bedre formstabilitet ved høje temperaturer. Typiske anvendelser: valselejer, trykskiver og friktionsskiver. CY typen En høj kvalitet organisk garn imprægneret med en speciel fenolharpiks og spundet om en dorn ved hjælp af en speciel spindeteknik og varmebehandlet. CY160LS er et olieimprægneret materiale, der anvendes som stævnrørslejer og rorstammelejer på skibe og som pumpelejer.

RG typerne Er seneste skud på stammen af nye Railko materialer, og de har mange af de fordele, som kun de tidligere asbestmaterialer var i besiddelse af. De tåler høje temperaturer, høj trykstyrke, har høj PV værdi, lav friktion og minimal svelning. RG1 og 11. Fenolharpiks laminater forstærket med højtydende vævede fibre leveres som plademateriale, som massive rundstænger eller emnerør og som færdigbearbejdede emner. RG2 og 12 er en version af RG1 og 11, hvor der er tilsat grafit for at opnå lave friktionsværdier; leveres i samme former som RG1 og 11. RG4. En plastkomposit bestående af en harpikssammensætning som bindemiddel og specielt spundne fibre som armeringsmateriale.

Leveres som rør, ringe eller deraf afledte former. Er velegnet til valser og lejer, der arbejder ved høje temperaturer RG3. Identisk med RG4 men tilsat tørsmøremiddel, der gør den egnet til opgaver, hvor lav friktion er ønskelig. PV typerne PV typerne er termoplaster i modsætning til ovenfor nævnte typer, der hører til hærdeplastgruppen. PV80 er en acetal copolymer plast med mineralsk olie indkapslet i mikroskopiske hulrum overalt i materialet. Strukturen sikrer selvsmøring for livstid, minimal svelning samt god formstabilitet. Leveres som ekstruderede stænger, rør og plader. Anvendelseseksempler : luftcylindre og selvsmørende bøsninger.

PV102 er baseret på en HD-polyethylen ligeledes med mineralsk olie indkapslet i mikroskopiske hulrum overalt i materialet. Strukturen sørger for et smidigt og elastisk materiale, der er smurt for livstid. PV102 kan anvendes alene, men kan også køre sammen med PV80. Anvendes ofte til trykskiver. Udover de nævnte Railko materialer producerer Tenmat Ltd. også materialetyper som f.eks. Feroglide, Feroform, Refel, Arclex, Firefly, Nitrasil, Refraver og Sindanyo.

Læs mere om disse materialer på Tenmat’s hjemmeside. Link til denne findes under menuen “Leverandører/downloads”. Acton A/S vejleder gerne, i samarbejde med Tenmat’s specialister, ved valg af bedst egnede materialer til de foreliggende opgaver, og vi kan også tilbyde at levere emnerne færdigbearbejdede.

Flere typer lagerføres i Danmark i forskellige størrelser rør og stænger.